Terapi kan blive et mødested for dig, hvor du finder nye balancer i livet

Jeg mistede min mand for et år siden. Han døde kun 12 timer efter en kompliceret operation. De fleste mennesker omkring os forventede dette udfald. Ikke mig. Heller ikke da kirurgen efter operationen ringede til mig og med alvorlig stemme sagde "Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt." Rygraden i min eksistens i alle de følgende måneder var den terapeutiske proces, som Erik ledte mig gennem. Han hjalp mig med at blive til stede og ikke løbe fra det, jeg følte. Hvad jeg stadig føler. Og jeg kender mine undvigende tendenser. Vores møder var det eneste sikre rum, hvor jeg var i stand til at græde. Hvor jeg aflagde skyldfølelsen, frygten, tvivlen på mig selv, vreden. Jeg er ikke en religiøs person, der var ingen anden proces for mig. Jeg lærte at stole mere på mig selv; at acceptere, at der ikke er nogen opskrift på, hvordan man føler, opfører sig eller reagerer, når man mister nogen, som man føler var en del af ens eget væsen. Det var sorg kombineret med angsten for at finde min egen vej efter år med at have sat mig selv lavt på prioriteringslisten. Det er så hårdt. Og alligevel er jeg en af de heldige. Min mand sagde farvel den morgen, da jeg kørte ham til hospitalet til operationen. Han sagde, at han havde elskede mig alt, hvad han havde i sig. Han efterlod også et farvel til vores to år gamle datter. Så de vigtigste ord er blevet sagt. Jeg tror, det lettede min smerte meget.