Om Erik

E: Det allerførste jeg gerne vil spørge dig om, det er - hvis du kan sige det - hvad der har givet mening for dig ved at have disse samtaler?

P: Det første, der slår mig her, det er den måde, du kan lave et perspektiv på tværs af alle de timer, som vi har snakket sammen. Du har hjulpet mig rigtig meget med at skabe et perspektiv om de ting, som vi snakker om. Du forklarer det, som det her med garnnøglet, at det man går igennem - dvs. det svære - kan beskrives som et kludret garnnøgle, som man så langsomt ruller op. Nogle gange har jeg slået hovedet mod et problem, og du har måske vendt tilbage til en tidligere samtale og sagt til mig ”nu tror jeg så den her tråd er kludret til, skal vi ikke lige kigge på det igen”. Det har været meget meningsfuldt for mig.

E: Vi har jo snakket sammen i en rum tid nu. Hvordan har vores mødefrekvens passet dig? Kan du sige noget om det? Har det været for ofte, har det været for sjældent? Vi har mødtes ca. hver 14. dag.

P: Ja, det har været fleksibelt. Det har passet mig rigtig godt, synes jeg. Det var, hvad jeg havde brug for. Nogle gange har det været hver 3. uge, nogle gange har det været hver uge. Det synes jeg er rigtig dejligt, at det har været noget, du har været åben overfor, at vi kunne gøre på den måde. Du har også været god til at mærke, hvor jeg var. Nogle gange har jeg måske ikke selv vidst det. Du har været god til at foreslå, at ”Nå! Nu synes jeg, at vi skal tage dét op, for jeg kan mærke, at der er meget, der sker lige nu hos dig”. Nogle gange har jeg haft brug for at tygge lidt på tingene, og lade tingene ske i det tempo, der kommer. Og dér har det måske givet mening at mødes lidt sjældnere, og nogle gange, har tingene bare brændt på, og jeg har haft brug for din vejledning. (…) Det har været mig selv, der har taget beslutningerne, men vores samtaler har ledt mig hen til det sted, hvor jeg kunne tage dem. Da vi mødtes, var jeg bare et sted i panik, jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var totalt overvældet og lammet. Igen det her med, at du har hjulpet mig med at se et perspektiv i det. (…)

E: Du ved, hvad jeg skal bruge det her til, at jeg lægger det ud på min hjemmeside, og det vil jeg godt høre, om det er OK for dig? Du bliver anonymiseret selvfølgelig. Der er ikke nogen, der ved, hvor du kommer fra. Teksten vil være på engelsk og dansk. Så jeg vil bare høre, er det OK fra dig?

P: Det er helt i orden. Jeg stoler helt på dig."

"Jeg mistede min mand for et år siden. Han døde kun 12 timer efter en kompliceret operation. De fleste mennesker omkring os forventede dette udfald. Ikke mig. Heller ikke da kirurgen efter operationen ringede til mig og med alvorlig stemme sagde "Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt." Rygraden i min eksistens i alle de følgende måneder var den terapeutiske proces, som Erik ledte mig gennem. Han hjalp mig med at blive til stede og ikke løbe fra det, jeg følte. Hvad jeg stadig føler. Og jeg kender mine undvigende tendenser. Vores møder var det eneste sikre rum, hvor jeg var i stand til at græde. Hvor jeg aflagde skyldfølelsen, frygten, tvivlen på mig selv, vreden. Jeg er ikke en religiøs person, der var ingen anden proces for mig. Jeg lærte at stole mere på mig selv; at acceptere, at der ikke er nogen opskrift på, hvordan man føler, opfører sig eller reagerer, når man mister nogen, som man føler var en del af ens eget væsen. Det var sorg kombineret med angsten for at finde min egen vej efter år med at have sat mig selv lavt på prioriteringslisten. Det er så hårdt. Og alligevel er jeg en af de heldige. Min mand sagde farvel den morgen, da jeg kørte ham til hospitalet til operationen. Han sagde, at han havde elskede mig alt, hvad han havde i sig. Han efterlod også et farvel til vores to år gamle datter. Så de vigtigste ord er blevet sagt. Jeg tror, det lettede min smerte meget."